Kirkekontor:
Fælles kirkekontor for Viuf, Almind og Bramdrup.
Kirkely 15, 6000 Kolding
Tlf.: 75 56 94 53

Viuf Kirke

Kor og skib er opført i romansk tid af rå og kløvet kamp over skråkantsokkel med hjørnehoveder. Koret har oprindelig haft apsis, indvendig ses en apsisbue og i murværket ses flere krumhugne kvadersten.

I østgavlen ses en fornemt udført Kristusfigur med tekstbånd, med majuskelsskrift er skrevet: EGO SUM VIA VERITAS ET VITA (: jeg er vejen, sandheden og livet). Figuren og det runde vindue i østgavlen stammer formodentlig fra den oprindelige apsis.

Norddøren er tilmuret. I murværket ses flere romanske vinduer. Vestgavlens murværk er noget tykkere end det øvrige murværk, hvilket kunne antyde, at man har forberedt et tårnbyggeri. Vestgavlen blev ommuret i 1700-tallet med cirkulære og rundbuede blændinger. Våbenhuset er opført i sengotisk tid men er blevet stærkt omdannet i nyere tid.

Tagrytteren blev opsat i 1730'erne men blev fornyet i 1888.

Ved restaureringen i 1955 afdækkede man stolpehuller under korets gulv.

Kor og skib har flade lofter. I korets sydmur ses et tilmuret spedalskheds- vindue, hvor man har rakt mad ud til spedalske. I kirken ses en senromansk gravsten med indskrift på latin: "Her hviler den unge sognepræst begravet under korsets tegn". Kirken indre præges stadig af en større restaurering i 1730'erne under Christian VI (1730-46), som var stærkt grebet af pietismen.

Christian VI's monogram ses flere steder i kirken bl.a. på altertavlen, hvor man på fodstykket kan læse "Ophøjer Herren vor Gud og tilbeder ved hans Fødders Fodskammel, thi han er hellig", det oprindelige altertavlemaleri med den vantro Thomas er nu ophængt i kirken.

Klik her, for at se hvad den tidligere præst Eli Th. Nielsen har skevet.

Se billeder fra Viuf Kirke